Menu
Menu

Rafaella Alva Olsen

HR studentermedhjælper

Mød Rafaella, der er studentermedhjælper i vores HR-afdeling.

Rafaella læser på 9. semester på kandidatuddannelsen i Human Ressource Management på CBS og er i øjeblikket på udveksling i Warszawa, hvor hun arbejder fra vores polske kontor.

Hvordan er det at være en del af et advokatfirma som Bird & Bird? Hvilke muligheder har det givet dig?

💬 "Jeg synes, at det har givet mig en unik frihed. Jeg har aldrig følt mig begrænset i min søgen på potentielle udvekslingsmuligheder, da jeg har haft stor fleksibilitet til at tage mit arbejde med mig. Jeg har længe ønsket at opleve kulturen på andre Bird & Bird-kontorer globalt, og muligheden for at arbejde på det polske kontor har derfor været et stort plus."

Hvad har det betydet for dig at kunne fortsætte dit arbejde, mens du er på udveksling?

💬 "Det har været en kæmpe fordel at kunne arbejde fra kontoret hernede. Jeg får en fornemmelse af, hvordan en hverdag ser ud her, samtidig med at jeg kan udforske byen og møde nye kollegaer. Det har også gjort det nemt at opretholde kontakten til mine søde kollegaer i København, og jeg har stadig kunnet bidrage til mit arbejde, selvom jeg er på udveksling."

Kan du beskrive en typisk arbejdsdag som studentermedhjælper i HR? Har dine arbejdsopgaver ændret sig, nu hvor du arbejder fra Warszawa?

💬 "Min arbejdsdag ligner til dels den, jeg havde i København. Jeg arbejder to dage om ugen, hvor jeg har en fast plads på det polske kontor i HR-afdelingen. Opgaverne spænder bredt – fra planlægning af ansættelsesrunder og karriereudviklingssamtaler til administrative opgaver og opfølgning på trivselsundersøgelser. Selvom meget nu foregår via e-mail og Teams, er mine opgaver grundlæggende de samme, og jeg nyder stadig diversiteten i mine opgaver, og at hver dag byder på noget nyt."

Hvad betyder Bird & Birds internationale perspektiv for dine karriereambitioner?

💬 "Det internationale perspektiv er vigtigt for mig, da det åbner døren til mange oplevelser og muligheder. Det giver mig mulighed for at opleve nye kulturer og lade mig inspirere af forskellige måder at arbejde med HR på, hvilket styrker mine ambitioner om en karriere med et globalt udsyn."

Hvordan oplever du, at Bird & Bird støtter medarbejdere, der ønsker internationale erfaringer?

💬 "Jeg oplever at Bird & Bird har en stor interesse i, at vi alle dyrker og styrker den globale forbundethed. Hele processen med at komme til Warszawa var meget enkel, og det føltes, som om alle gik op i at gøre mit ophold så godt som muligt. Der var altså stor opbakning fra alle. Det polske kontor tog rigtig godt imod mig – blandt andet blev jeg inviteret med til HR-afdelingens teambuilding-dag, hvilket gav mig mulighed for at lære dem bedre at kende."

Har du et godt råd, du vil dele med andre, der overvejer at gøre karriere i et internationalt advokatfirma som Bird & Bird?

💬 "Mit bedste råd er helt klart: ’Spring ud i det’. Hvis du trives med at arbejde i et professionelt miljø og samtidig ønsker at opleve verden, er det en fantastisk mulighed. Du får det bedste fra begge verdener – nye oplevelser, men stadig i velkendte rammer."