Menu
Menu

Julie Broch

Advokatfuldmægtig

Mød Julie, der er advokatfuldmægtig i vores afdeling for arbejds- og ansættelsesret.

Julie startede hos Bird & Bird i august 2023 og rådgiver danske og internationale virksomheder samt lønmodtagere om alle former for arbejds- og ansættelsesretlige problemstillinger.

Hvad fik dig til at søge en stilling som fuldmægtig hos Bird & Bird?

💬 "Der var flere grunde til, at jeg valgte at søge stillingen som advokatfuldmægtig hos Bird & Bird. Først og fremmest tiltalte det mig at blive en del af et globalt advokatfirma med lokale kontorer rundt om i verden, da det giver unikke muligheder for at arbejde med internationale klienter og sager på tværs af landegrænser.

Allerede under min første samtale oplevede jeg en nærværende og inkluderende kultur hos Bird & Bird, hvor fokus var på både faglig udvikling og stærke sociale relationer. Det var tydeligt, at kontoret kunne rumme personligheder, hvilket var en afgørende faktor for mig, da jeg ved, at et positivt arbejdsmiljø med tæt samarbejde optimerer min indlæring og dermed også udvikling.

Udsigten til årlige udlandsrejser i arbejdsmæssige sammenhænge trak også op."

Hvordan vil du beskrive en typisk arbejdsdag hos Bird & Bird? Hvilke specifikke arbejdsopgaver har du som advokatfuldmægtig?

💬 "En typisk arbejdsdag hos Bird & Bird er alsidig og varieret. En af mine primære opgaver er at stå for den daglige drift af CA Advokathjælp, hvor jeg samarbejder tæt med afdelingens fire studentermedhjælpere. CA Advokathjælp er en juridisk hotline, hvor medlemmer kan ringe ind og modtage konkret rådgivning inden for ansættelsesretten. Spørgsmålene spænder bredt fra en tiltrædelsessituation til fratræden og alt derimellem.

Derudover bruger jeg størstedelen af min arbejdsdag på at være bisidder til møder, at udarbejde og fremsende betalingspåkrav på vegne af klienter, at indgå forligsforhandlinger med modparter og ikke mindst at bistå de procesretlige processer, når vores sager udvikler sig. Som noget særligt, har jeg også ansvaret for afdelingens studentermedhjælpere, som jeg agerer sparringspartner for. I kraft af vores tætte samarbejde, har jeg også ansvaret for at afholde ansættelses- og udviklingssamtaler med studenterne. Dette har givet mig mulighed for at opbygge ledelseskompetencer tidligt i min karriere, hvilket har været utroligt lærerigt.

Mine arbejdsdage er således sjældent ens, men fælles for dem alle er, at jeg jonglerer med mange bolde på en gang – hvilket jeg trives godt i."

Hvordan støtter Bird & Bird dine karrieremål og professionelle udvikling?

💬 "Bird & Bird har haft en central rolle i min professionelle udvikling. På det faglige plan har jeg gennemgået en stejl læringskurve, hvor jeg har opnået større erfaring og fået mere ansvar tidligt. Jeg har fået mulighed for at arbejde selvstændigt med klienter og projekter, hvor jeg har kunnet "drible med bolden" og drive processerne på egen hånd, hvilket har givet mig værdifuld erfaring. Tilliden fra min afdeling har været en afgørende forudsætning for den udvikling, jeg har gennemgået – og den adskiller i min optik Bird & Bird fra andre kontorer.

Derudover har Bird & Bird været lydhøre over for mine ønsker om yderligere udvikling. Som eksempel har jeg udtrykt et ønske om at få en mere dybdegående indsigt i procesretten – hvorfor jeg nu har fået muligheden for at bevæge mig over i vores afdeling for Dispute Resolution. Det er min opfattelse, at det alene er ens egne ambitioner, der markerer grænserne for den udvikling, man kan opnå som advokatfuldmægtig hos Bird & Bird."

Hvad, synes du, adskiller Bird & Bird fra andre advokatfirmaer?

💬 "Bird & Bird adskiller sig blandt andet ved at udfordre de traditionelle rammer, som ofte ses i advokatbranchen. Et godt eksempel er vores åbne kontorlandskab, som skaber et dynamisk og inkluderende arbejdsmiljø. Udover at opfordre til sparring og vidensdeling på tværs af afdelinger og niveauer, styrker det samtidig den sociale kultur i firmaet, hvor der er en høj grad af sammenhold, hvilket gør det til et inspirerende sted at arbejde."

Har du et godt råd, du vil dele med andre, der overvejer at gøre karriere i et internationalt advokatfirma som Bird & Bird?

💬 "Mit bedste råd til dem, der overvejer en karriere i et internationalt advokatfirma som Bird & Bird, er: Lad ikke bekymringer om dine engelskkundskaber stå i vejen for at søge. Selvom du måske er nervøs for at skulle bruge engelsk dagligt, vil du hurtigt opdage, at det bliver en naturlig del af din hverdag. Man lærer lynhurtigt at kommunikere effektivt, både skriftligt og mundtligt, og får samtidig en masse støtte fra kollegaerne undervejs."